Mere sne på vej

Særligt i Vest- og Sønderjylland er der udsigt til en weekend med glatte veje og snehvide marker.

Sneglade jyder og fynboer kan godt finde kælk og flyverdragt frem.

Omkring fem centimer sne har nemlig allerede lagt sig i flere dele af landet, og flere områder, især i de vestlige egne, får også en portion sne i løbet af fredagen.

Og sneen bliver liggende weekenden over, så der er masser muligheder for aktiviteter i det fri, hvis man er til sneboldkampe, kælketure og gåture i vinterlandskabet, lyder meldingen fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

- Fem centimer er nok til, at vi kan kalde det kælkevejr, og det smelter ikke med det samme, siger Jørn Thomsen, vagtchef hos DMI.

Snevejret trækker også ind over Sjælland, men klinger af i løbet af dagen, og det ser ikke umiddelbart ud til at lægge sig i betydelige mængder.

Til gengæld gælder det for hele landet, at weekenden bliver kold og overskyet.

Kulden kommer østfra

- Kulden er på fremmarch østfra, så vi går en kold weekend i møde. Der bliver østenvind både fredag, lørdag og søndag, og på denne årstid betyder det, at sibirsk kulde pumpes ned over Danmark, siger Jørn Thomsen.

- Der kommer en lille smule sne i ny og næ, men ikke de helt store mængder, og dagtemperaturen kommer til at ligge omkring eller lidt under frysepunktet, tilføjer han.

Om natten bliver det endnu koldere med én til fem graders frost, og særligt de steder, hvor sneen har lagt sig, skal bilister være ekstra opmærksomme på glatte veje.

- Vinden er frisk til hård, og det betyder, at sneen kommer til at fyge flere steder. Det bliver ikke voldsomt, og vinden aftager i løbet af fredagen, men de steder, hvor det sner, er det selvfølgelig også glat, siger Jørn Thomsen.

I løbet af natten til fredag har der dog ikke været meldinger om problemer som følge af snevejret, lyder det fra landets politikredse.