Mere tid til patienterne med nyt patientjournalsystem

Det bliver Systematic, som vinder udbuddet af en ny elektronisk patientjournal i Region Syddanmark. Regionsrådet har mandag godkendt det endelige udbudsresultat. Systematic vinder både på kvalitet og pris, som kommer patienterne til gode.

quote

Vi har forventninger til, at journalsystemet fra Systematic bliver hurtigt og effektivt og på den måde giver mest mulig tid til patienterne.

 Stephanie Lose, regionrådsformand, (V), Region Syddanmark 

Fra år 2020 skal syddanske sundhedspersoner skrive og slå op i et andet elektronisk journalsystem (EPJ) end i dag, når de skal holde styr på behandlingen af indlagte og ambulante patienter. Det står fast, efter regionsrådet mandag godkendte valget af leverandør efter det udbud, som har løbet det sidste års tid.

- På regionens vegne glæder jeg mig til samarbejdet med Systematic om vores elektroniske patientjournal. Journalen er vores livsnerve i sundhedsvæsnet og dagligt redskab for tusindvis af klinikere. Derfor skal vi finde den helt rette leverandør, og derfor har vi haft en meget grundig udbudsproces, som viser, at Systematic er det rette valg, siger regionrådsformand Stephanie Lose (V).

Standardsystem vinder på kvalitet, pris og borgerinddragelse

Systematic vinder både på pris og kvalitet, og selvom systemet bliver nyt i Region Syddanmark, driver Systematic også patientjournalen i Region Midtjylland og er samtidig ansvarlig for dele af Region Nordjyllands patientjournaler.

- Vi har forventninger til, at systemet fra Systematic bliver hurtigt og effektivt, og på den måde giver mest mulig tid til patienterne, siger Stephanie Lose.

EPJ Syd giver også mulighed for øget borgerinddragelse, fortæller regionrådsformanden:

- Der giver blandt mulighed for, at folk selv booker tider i systemet.  

Bedste vurdering fra klinikere

Ifølge Region Syddanmark har de sygeplejersker, læger, lægesekretærer og andre klinikere, der i forbindelse med udbuddet har set de EPJ-systemer, der var i spil, givet Systematic den bedste vurdering.

Regionsrådet har godkendt kæmpe bevilling

Regionsrådet har godkendt en bevilling på 252,8 mio. kr. over de næste tre år til at anskaffe og tage det nye EPJ-system i brug.

Driften af det nye EPJ-system bliver billigere end driften af det nuværende. Regionen har ikke på nuværende tidspunkt opgjort, hvor stor besparelsen på driften bliver. Den ventes indarbejdet i regionens budgetter fra 2019. 

Nej tak til udskældt elektronisk patientjournal-løsning

Med Systematic som leverandør af et nyt elektronisk patientjournal-system undgår borgerne i Region Syddanmark formentlig de massive problemer som hospitalerne i Region Hovedstaden og Region Sjælland er løbet ind i efter de i 2016 og 2017 har indført en sundhedsplatform, der er leveret af det amerikanske Epic System Corporation.

Det amerikanske firma fik nemlig slet ikke lov til at levere et bud på et nyt elektronisk patientjournal-løsning i Region Syddanmark.

Fakta om EPJ SYD:

  • EPJ SYD bliver en fuldt dækkende EPJ-løsning for alle regionens fem sygehusenheder – Odense Universitetshospital, Sygehus Lillebælt, Sydvestjysk Sygehus, Sygehus Sønderjylland og psykiatrisygehuset.
  • Systemet bliver det primære IT-arbejdsredskab for omkring 22.000 læger, sygeplejersker, sekretærer og andre medarbejdere på regionens sygehuse.
  • EPJ SYD kommer til at bestå af kerneelementerne journalhåndtering, medicinering, rekvisition og svar fra laboratorie- og billedsystemer, patientadministration og booking.
  • Typisk er der omkring 2,8 mio. journalopslag i den elektroniske patientjournal på en almindelig arbejdsdag.
  • EPJ SYD kommer i funktion i løbet af 2020.