Mette: Det er naturstridigt at strikke på tid

Mette Juhl Damgaard fra Børkop er deltager i tredje sæson af ”Den Store Strikkedyst”, som sendes på TV SYD PLUS fra lørdag den 17. september.

Til daglig arbejder Mette Juhl i Jyske Banks interne afdeling i Vinding, og når hun ikke arbejder, så strikker hun, går ture og passer haven. Selvom hun er en dreven strikker, så var det lidt af en udfordring for hende at være med i Strikkedysten. Udfordringen var blandt andet tiden.

For Mette var det svært at strikke på tid, det føltes meget unaturligt. Derhjemme ville hun aldrig gå på kompromis. Hvis noget ikke er pænt, eller rettere – hvis Mette ikke er tilfreds - så bliver det trevlet op og strikket igen. Men det var der ikke tid til under optagelserne. Her blev uret sat, og når tiden var gået, så var det slut.  I løbet af optagelserne blev de 10 strikkere så gode venner, at de ind i mellem glemte, at de var konkurrenter. Mette havde overskud til lige at give en hånd med, når tiden blev knap for én af de andre.

quote

Jeg vil sidde klar med mand og strikketøj hver lørdag

Mette Juhl Damgaard

Når dagens konkurrence var overstået, var strikkerne trætte. Selvom det er nærliggende at tro, så var det for Mettes vedkommende ikke fingrene, det gik værst ud over. Det var mere hovedet, der kunne trænge til et hvil, når dagens opgave var afleveret. 

Det med at gå på kompromis er ikke lige Mettes stærke side, så alle spekulationerne om at få det bedst mulige ud af den tildelte tid, gjorde hovedet træt. Men når dagens konkurrence var overstået, var der liv og glade dage igen. Og så minsandten, om ikke det ”private” strikketøj så blev fundet frem af tasken…  

Hvorfor meldte du dig?

- Fordi jeg gerne vil udfordre mig selv. Jeg synes jo, jeg er god til at strikke, men er jeg nu også det? Jeg har set de andre sæsoner på tv, og jeg kunne godt tænke mig at strikke de ting, som var emnerne tidligere, fortæller hun og tilføjer:
- Og så ved man jo ikke på forhånd, hvad man går ind til. Udover strikkeoplevelserne, oplevede jeg det kæmpe set-up, der skal bruges for at lave tv. Og jeg vil altid tænke tilbage på strikkedysten, som en rigtig, rigtig sjov og god oplevelse.

Hvad så bagefter?
Jeg har taget initiativ til, at vi skal mødes allesammen privat. Nu havde jeg jo lige lært dem at kende, og så blev vi sendt hjem én efter én. Men vi har snakket meget om, at vi er 10, og at vi hører sammen alle sammen.  Uanset om man nåede til afsnit 1 eller 8. Jeg håber, vi kan holde fast, for vi har en fælles passion. Vi skal også ses til Fanø Strikkefestival og til Kreative Dage i Fredericia.
Og så bliver det jo spændende, når konkurrencen kommer på skærmen. Jeg vil sidde klar med mand og strikketøj hver lørdag.

Mette Juhl Damgaard fra Børkop.
Mette Juhl Damgaard fra Børkop.
Foto: Wasabi Film

Mette Juhl  Damgaard

Alder:            51 år
By:                 Børkop
 
  • Når jeg strikker, så slapper jeg af. 
  • Jeg var med i Den Store Strikkedyst, fordi jeg ville udfordre mig selv.
  • Det mest overraskende ved at være med i Den Store Strikkedyst var, at der var flere kamerafolk, lydmænd, dommere m.v. end strikkere, og så den tid, det tager at optage et program. 
  • Jeg tænker stadig på, da dommerne i strikkedysten sagde til mig, at jeg trækker en værktøjskasse så stor som en campingvogn efter mig, og at man kan se, at jeg kan mit håndværk. Men også bemærkningen: "er det virkelig det mest eventyrlig, du har oplevet?", for den bemærkning synes jeg ikke var rar. 
  • Når jeg køber (mere) garn, siger min familie ingenting - spørger evt. om, hvad jeg skal strikke ud af det og kommenterer måske farven og modellen. 
  • Det, der karakteriserer mig som strikker, er, at jeg tænker på kvalitet frem for kvantitet. 
  • Det strikketøj, som jeg er allermest stolt af, er mange. 
  • Det helt specielle ved strikkere er, at de er hjælpsomme. 
  • Skal jeg forkæle mig selv, så overtaler jeg min bedre halvdel til en storbyferie. 
  • Hvis jeg måtte tage tre ting med på en øde ø, skulle det være min mand, en båd og rent drikkevand. 
  • Hvis jeg skal nævne et forbillede, må det være - har ingen. 
  • Min bedste egenskab er tålmodighed. 
  • Jeg kunne godt drømme om, at jeg var mere udadvendt. 
  • Hvis der er noget, jeg vil ønske for fremtiden, så er det, at det fortsat vil gå min lille familie godt. 
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.