Michael vil hjælpe andre der er blevet misbrugt som barn

45-årige Michael Palm blev som barn seksuel misbrugt af en ældre mand. Nu fortæller han sin egen historie på årets Synlighedsdag.

Det er ved at være mange år siden, at det skete, men de fysiske og psykiske følger af de seksuelle overgreb er der stadig.

- Det var en ældre mand i den landsby, som jeg boede i, der udnyttede mig seksuelt. Jeg kommer fra en lidt ressourcesvag familie, og han var en slags reservefar for mig, fortæller Michael Palm til TV SYD.

I dag er Michael Palm en af de få, der har valgt at stå frem og fortælle om de konsekvenser, det har haft at blive misbrugt. Det sker, når der tirsdag er Synlighedsdag i Kolding.

- Det er vigtigt, at de følger, det kan få, hvis børn bliver seksuel misbrugt, kommer frem, så vi bliver bedre til at forebygge, at det sker, siger Michael Palm.

Overgrebene har haft store konsekvenser for Michael Palm, der både har haft depression, selvmordstanker og svært ved at få et parforhold som voksen.

Michael Palms terapeut Line Rotenberg er også til stede for at fortælle om, hvad der sker i kroppen, når et menneske udsættes for seksuelle overgreb.

Synlighedsdagen henvender sig ikke kun til mennesker, der har oplevet overgreb og deres pårørende, men også alle andre interesserede.

Michael Palm har i dag stadig mén efter overgrebene, men med langvarig terapi har han fået det bedre.

Læs mere om Synlighedsdagen her