Mie havde alt for meget tøj - få syv gode råd til begrænsning

I 2017 brugte Mie Schmidt 10.000 kroner på tøj. Sidste år shoppede hun overhovedet ikke, og i år må hun kun have 50 dele i sin garderobe.

Hvor meget er 50 ting?

Det lyder umiddelbart af meget, men hvis du går i gang med at tælle delene i dit tøjskab, opdager du måske, hvor lidt 50 dele egentlig er.

Specielt hvis man tæller både tøj, fodtøj, overtøj og tasker med.

Mie Schmidt har givet sig selv den udfordring i 2019, at hun kun må have 50 dele i sin garderobe.

- Jeg vil vise og bevise, at man sagtens kan leve med en minimalistisk garderobe på maksimum 50 dele, som både er farverig og personlig, fortæller hun og tilføjer:

- Jeg gør det for miljøet. Tøjindustrien er noget af det, der belaster miljøet mest, så jeg tænker meget over, hvilken verden det er, jeg ønsker at støtte, når jeg køber nyt.

Her giver hun syv gode råd til at skære ned på tøjforbruget uden at komme til at mangle noget - og uden at det bliver kedeligt.

1. Vær ærlig overfor dig selv

Min erfaring er, at en garderobe på 50 dele nemt kan dække alle behov, såsom festlige begivenheder, hverdag og alle sæsoner.

Jeg har måttet indse, at jeg ikke har brug for 10-12 striktrøjer, når jeg alligevel bruger de samme to-tre striktrøjer om og om igen. Det samme gælder mine kjoler. Jeg havde førhen 10-15 kjoler, men jeg langede altid ud efter de samme.

Da jeg indså, at jeg ikke havde brug for en garderobe på plus 100 dele, fordi jeg altid brugte det samme tøj om og om igen, gik det for alvor op for mig, at 50 dele er mere end rigeligt.

2. Ind med nyt, ud med gammelt

Jeg må godt købe nyt tøj, men det er kun, når jeg reelt set har brug for noget nyt, og så skal det nye tøj gerne erstatte noget andet slidt tøj.

Derfor shopper jeg efter en simpel regel: Et nyt stykke tøj ind – et gammelt stykke tøj ud.

På den måde holder jeg min garderobe nede og køber kun nyt tøj, når jeg ved, at jeg har et stykke tøj, som jeg vil skille mig af med.

3. Hvilken verden støtter du?

Jeg tænker meget over, hvad det er mine penge støtter, når jeg køber noget nyt.

Hver gang jeg bruger penge på ting, kaster jeg en stemme på en verden. Hvis jeg for eksempel kaster penge efter dårlig kvalitet og dårlige arbejdsforhold, er det den verden, jeg støtter op omkring.

Jeg kunne godt tænke mig, at folk blev mere bevidste om, hvad de bruger deres penge på, og hvilken verden de ønsker at støtte op om.

Her er hele Mie Schmidts garderobe.
Her er hele Mie Schmidts garderobe.
Foto: Jonas Borch Kragh, TV SYD.

4. Fyld skabet med favoritter

Jeg bliver aldrig træt af min lille garderobe, for den er fyldt med favoritter. Favoritter kendetegnes ved, at man bruger tøjet om og om igen, indtil det er så slidt, at det må lade livet.

Favoritter kendetegnes også ved at være det tøj, som man altid ender med at tage på - det er det såkaldte go to outfit.

Vi har sikkert alle oplevet at have minimum én favorit i garderoben. Personligt kan jeg nævne mine sorte ripped jeans, mine New Balance-sneakers, min orange sweatshirt og min beige frakke.

5. Du skal have lyst til aldrig at tage det af

Jeg lytter altid til min mavefornemmelse, når jeg skal købe noget nyt.

Hvis jeg for eksempel mangler en ny jakke, venter jeg med at købe den, indtil jeg finder lige præcis den jakke, som giver mig følelsen af aldrig at ville tage den af igen.

Når jeg køber noget nyt, skal det være så lækkert, så flot og så fint, at jeg ved, at det passer til alting, og jeg skal bare have lyst til at tage det i brug med det samme.

Så ved jeg, at det er et godt køb, som jeg kommer til at bruge mange gange.

6. Dit tøj skal gøre dig glad

Når jeg står foran mit klædeskab, tænker jeg ved mig selv: “Dress yourself to happiness!” Det er et citat, der betyder, at du skal klæde dig på, så du bliver glad.

Det får kreativiteten frem i mig, og jeg ender derfor altid i et kreativt, legende, komfortabelt og ofte farverigt tøjvalg, som sjovt nok gør mig glad.

Jeg tror, det er en af grundene til, at jeg aldrig rigtig bliver træt af min lille garderobe, fordi jeg har lært at lege med mine muligheder og få mange forskellige udtryk frem, så det aldrig rigtig bliver kedeligt.

7. Lyt til tvivlen

Jeg har en regel om, at hvis jeg er det mindste i tvivl, eller der er det mindste men ved for eksempel en bluse, så skal jeg ikke købe den.

Hvis jeg står i prøverummet og er bare det mindste, mindste, mindste i tvivl, så skal jeg ikke købe det. Inderst inde ved jeg jo godt, når jeg er i tvivl, og så skal jeg lade være.

Mie Schmidt håber, at flere vil begynde at tænke over, hvad de bruger penge på.
Mie Schmidt håber, at flere vil begynde at tænke over, hvad de bruger penge på.
Foto: Jonas Borch Kragh, TV SYD.