Mild og blæsende weekend i vente

Den sidste weekend i januar bliver blæsende og våd med en smule sol, og så er det fortsat ret mildt for årstiden, lyder det fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Både fredag og i weekenden vil det være mildt for en januar måned med omkring fem grader i dagtimerne. 

Natten til lørdag bliver med klart kig til stjernerne og med et fald i temperaturen til to graders frost. Lørdag morgen begynder med lidt sol - men lørdag eftermiddag slår vejret om. Det bliver overskyet, og i den vestlige del kan der falde regn. 

Vinden tiltager desuden fra sydlig og sydvestlig retning. Langs Vestkysten endda op til kuling med kraftige vindstød. 

Søndag skal huen også trækkes godt ned i panden. 

- Dagen begynder med lidt sol og enkelte byger. I de østlige egne er der mulighed for en del sol, men det bliver også blæsende med frisk vind til kuling fra vest. Derfor kommer det ikke til at føles så varmt. Med mellem tre og otte grader er det ellers mildt for årstiden, siger vagthavende DMI-meteorolog Janne Hansen fredag morgen til Ritzau.