Miljøministeren har bedt om redegørelse

Efter afsløringen af endnu en grusgrav der er brugt til at opbevare giftige jernbaneskærver, har miljøministeren nu bedt om en redegørelse.

Vejle og Haderslev Kommune der står for tilsynet med grusgravene i henholdsvis Vandel og Over Jerstal, har tilsyneladende ikke gjort deres arbejde godt nok. Derfor har miljøminister Ida Auken bedt Miljøstyrelsen om en redegørelse. Det fortalte hun til TV SYD tirsdag.

"Viser det sig at kommunerne har svigtet markant, så vil jeg se, om jeg skal have en samtale med kommunerne på det her område," fortalte hun.

"Det er fuldstændig uacceptabelt, at der er virksomheder der sætter vores grundvand i fare på den måde, hvis det er foregået, sådan som vi har hørt. Loven er soleklar, så det ser ud som om, der er en tilsynsopgave, der har haltet på det her område," siger Ida Auken til TV SYD.

Loven ændret

Hun forklarer videre, at der netop er gjort noget på området.

"Inden sommerferien blev loven ændret, så tilsynet skal være mere målrettet. Det vil sige at farlige virksomheder vil få tilsyn oftere, ligesom virksomheder i områder med drikekvandsinteresser vil det," fortæller miljøminister Ida Auken.