Miljøorganisation siger stop: Paraffinudledning skal forbydes

Organisationen KIMO mener ikke, at det skal være lovligt at udlede paraffin i havet. De rejser nu et forslag til en lovændring.

Paraffin skyllede i sidste weekend op på strandene både på Fanø og i Varde, og det var dråben for den danske del af Kommunernes Internationale Miljøorganisation (KIMO Danmark). KIMO vil nu have det gjort ulovligt at udlede paraffin i havet.

Ifølge Nationalt Center for Miljø og Energi, DCE, kommer paraffin fra skibe, der renser deres tanke ude på det åbne hav.​ Derfor skal skibene, hvis det står til KIMO, nu ind til land i de tilfælde:

- Det, vi arbejder på, er at få lavet noget international lovgivning i samarbejde med IMO (den internationale søfartsorganisation red.), der gør, at tanke skal renses og tømmes i havne, fortæller Christian Lorenzen (K), der er formand for Erhvervs-, Natur og teknikudvalget på Fanø samt medlem af KIMO Danmarks bestyrelse, til TV SYD.

KIMO har opfordret IMO og hjulpet med fakta til handling på dette område, og IMO har nu fremsat forslag til lovændring, der ventes at blive behandlet til oktober.

Paraffin giver flere udfordringer

Ifølge Christian Lorenzen (K), der er formand for Erhvervs-, Natur og teknikudvalget på Fanø samt medlem af KIMO Danmarks bestyrelse, handler det ikke kun om den økonomiske byrde, som staten også er inde at afhjælpe. Paraffin har flere negative indvirkninger, når det ender på strandene:

- Der er en langt større problemstilling i spil her – for det er altså en katastrofe for miljøet, både i verdenshavene og på vores strande og kyster. I tillæg er det rigtigt skidt for den turisme, der er så vigtig en indtægtskilde på den jyske vestkyst – ikke mindst på Fanø, siger han i en pressemeddelelse.

Det er FNs internationale maritime organisation, IMO, der fastsætter reglerne for rensning og dumping på åbent hav. Paraffin er ikke kategoriseret som et farligt stof, og derfor må skibe gerne dumpe stoffet i havet, hvis de ligger over 12 sømil fra land.