Miljøstyrelsen trækker i land

Efter flere ugers ophedet diskussion, slår Miljøcenter Odense i dag fast, at miljømyndigheden hverken har sagt ja eller nej til nye boliger på den gamle Kemira-grund i Fredericia.

Centret erkender, at det hidtil har formuleret sig kluntet - og dermed har været skyld i en række misforståelser.
 
Miljøcentret have i første omgang opstillet en sikkerhedszone på 525 meter fra Shell-terminalen, og sikkerhedzonen ville forhindre opførelsen af den nye bydel på havnen.

Direktør Niels Bjørkbom, Miljøcenter Odense, siger, at Miljøcentret og dermed Miljøstyrelsen har udtrykt sig" klodset" i et udkast til et forslag til kommuneplantillæg med VVM-redegørelse, som er lavet i forbindelse med ansøgningen om en udvidelse af Shells havne-terminal Fredericia.

Uheldig formulering

- Vi har en uheldig formulering, så det kommer til at fremstå som om planlægningszonen er en forbudszone, og det er der ikke tale om, siger Niels Bjørkholm.

Miljøcentret vil dog ikke godkende byggeri på Kemira-grunden på forhånd.

- I det kommende forløb vil der være en zone på 525 meter, og inden for den skal vi vurdere om det konkrete projekt er acceptabelt i forhold til risikoniveauet, understreger direktøren.

Beklagelsen fra Miljøcentret betyder, at Fredericia Kommune kan fortsætte arbejdet med at planlægge den nye bydel med lettere erhverv og boliger på havnen. Bydelen kræver milliard-investeringer.