Milliarderne bliver i lommen

De finansielle muskler svulmer mere end nogensinde, men Kirkbi-koncernen bliver stående, hvor den står. Lego-familiens investeringsselskab Kirkbi A/S har netop præsenteret et 2009-regnskab, der som ventet viser nærmest skræmmende styrke. Men milliarderne bliver i lommen, skriver dagbladet Børsen.

Trods en egenkapital, der selv med konservativ Billund-bogføring opgøres til 16,8 mia. kr. dropper man nu endegyldigt de tidligere tanker om at opbygge nye forretningsdivisioner som støtte for Lego-koncernen.

En slags »Merlin nr. 2, 3 og 4«, som det blev formuleret af Kirkbis tidligere adm. direktør Jens Nordahl med henvisning til Lego-koncernens søsterselskab, Merlin Entertainments Group, der driver forlystelsesparker over hele verden.

Vil ikke ændre strategi

Visionen var at udvikle forretningsområder, der på tilsvarende vis delte værdier og synergi med det stærke Lego brand, for eksempel indenfor det digitale område.

Men den offensive tilgang var en meget medvirkende årsag til, at Jens Nordahl nu er forhenværende. Og hans afløser slår fast, at fremtiden for Kirkbi er lige ud af landevejen.

- Der er absolut ikke nogen planer om at ændre strategi. Vi har vores tre hovedområder, Lego og Merlin samt de finansielle investeringer at koncentrere os om. Det er ejerfamiliens ønske, og det er det, vi fokuserer på,« understreger den nye adm. direktør Søren Thorup Sørensen i sit første interview hos Kirkbi.

Varm velkomst

Han satte sig i stolen primo marts og fik en varm velkomst med et 2009-resultat på 3,8 mia. kr. før skat.

- Det skyldes jo først og fremmest en flot forbedring i resultaterne hos Lego, og samtidig kom de finansielle markeder stærkt tilbage, siger den nye direktør, der afviser at give et bud på, hvor Kirkbi skal ligge i indtjening i et »normalår«.