Millionstøtte til computer, der skal forudsige blodpropper

Der bliver nu investeret 11,3 mio. kr. i et forskningsprojekt i Horsens, der bruger kunstig intelligens til at forudsige akutte indlæggelser. Man håber snart at kunne afprøve teknologien på patienterne.

I et projekt på Hospitalsenheden i Horsens har forskere udviklet en ny teknologi. Via store mængder data kan en computer finde mønstre hos patienter og med 90 procent nøjagtighed forudsige, hvilke patienter, der bliver akut indlagt med f.eks. en blodprop inden for de næste 100 dage.

Det skriver DR Nyheder.

Næste skridt i projektet er at overføre teknologien til praksis. Og med en millionstøtte fra Innovationsfonden bliver det endnu mere realistisk at udvikle det intelligente system, der skal gøre det lettere at forudsige og dermed forebygge akutte indlæggelser. 

- Det vil ikke bare frigive ressourcer og gøre sundhedsvæsenet langt mere proaktivt, men vil også i sidste ende føre til bedre behandling af patienterne, siger Jørgen Schøler Kristensen, lægefaglig direktør på Regionshospitalet Horsens i en pressemeddelelse.

Den data, der indtil videre er brugt i forskningsprojektet, stammer fra 170.000 voksne borgere i blandt andet Horsens og Hedensted kommuner.

Dataen går op til 10 år tilbage, og det er planen at fortsætte dataindsamlingen frem til 2027 ved løbende at søge om forlængelse af tilladelserne.