Mindre pjæk og fravær i Kolding-skoler

Folkeskole-eleverne i Kolding passer deres skole bedre end eleverne på landsplan gør. Det fremgår af en netop offentliggjort rapport fra Ministeriet for Børn og Undervisning.

Det fremgår af rapporten, at eleverne i Kolding i skoleåret 2010/11 i gennemsnit har været fraværende på grund af sygdom i 3,6 procent af skoledagene mod 3,7 procent på landsplan.

Det ulovlige fravær - som også kan betegnes som pjæk - i Koldings folkeskoler er næsten kun det halve af det ulovlige fravær på landsplan, nemlig 0,5 mod 0,9 procent på landsplan.
Kolding Kommunes børne- og uddannelsesdirektør Ib Hansen er selvfølgelig meget tilfreds med, at fraværet i Kolding ser bedre ud en på landsplan.
- Det er meget positivt, at skolernes fokus på elevfraværet har båret frugt, men der er fortsat plads til forbedringer. Det er vigtigt for elevernes læring, at de rent faktisk møder frem til undervisningen. Sygdom er hver mands herre, men ulovligt fravær, pjækkeri og unødvendigt ekstraordinær frihed skal undgås, når elevernes optimale læring skal understøttes, siger Ib Hansen i en pressemeddelse.