Mindretal mod øget grænsekontrol

De danske og tyske mindretal er ikke begejstrede for udsigten til, at grænsekontrollen skal genindføres.

Det vil være uansvarligt og helt hen i vejret at genindføre grænsekontrollen, sådan som Dansk Folkeparti onsdag satser på at få VK-regeringen med på.

Det mener partierne for de danske og tyske mindretal i grænseområdet, Sydslesvigsk Vælgerforening (SSV) og Slesvigsk Parti (SP), som i en fælles udtalelse kritiserer udsigten til, at grænsebommene igen går ned mellem Danmark og Tyskland.

- Hverdagen for folk i grænselandet bliver vanskeliggjort blot for at imødegå en politisk fremmanet angst for kriminelle. Det er uansvarligt, hedder det i en fælles erklæring fra SP-formanden Marit Jessen Rüdiger og SSV-formand Flemming Meyer.

- Rent sikkerhedsmæssigt findes der ingen fornuftig begrundelse for sådan en udvidelse af grænsekontrollen, lyder det.

- Allerede i dag bliver grænsen overvåget tæt med politi- og toldmyndighedernes stikprøvekontroller. Derfor er det totalt overflødigt, at den danske regering igen vil indføre fast toldkontrol ved grænseovergangene, skriver de to partiformænd.

Tænk om igen

Mindretalspartierne mener, at regeringens leflen for Dansk Folkeparti vil gå ud over "de mange mennesker i regionen, som hyppigt pendler over grænsen".

Og de opfordrer derfor regeringen til at genoverveje beslutningen.

- Vores sikkerhed vil ikke være berørt af det, men det bliver vores livskvalitet og det tysk-danske klima i grænseområdet, fastslår formændene i den fælles udtalelse.

Også flere tyske dagblade har de senere dage undret sig over, at det for fremtiden kan blive sværere at krydse grænsen til Danmark igen.

Men som avisen taz i Berlin konstaterer, kan tyskerne bare omgå grænsekontrollen ved at tage færgen fra Tyskland til Sverige og så køre over Øresundsbroen ind i Danmark.

Dansk Folkeparti og regeringen har flertal for at øge kontrollen ved de danske grænser.