TV der bevæger dig

Mindretallene glæder sig over at være kommet på Tysklands liste over kulturarv

Der er stor glæde hos mindretallene på begge sider af grænsen over, at samlivet i grænselandet nu er blevet anerkendt som kulturarv i Tyskland.

Samlivet i det dansk-tyske grænseland er i Tyskland blevet anerkendt som immateriel kulturarv. Anerkendelsen har den tyske UNESCO-Kommission netop meddelt Sydslesvigsk Forening (SSF) og Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN).

Vi glæder os over at kunne meddele, at “samlivet mellem mindretal og flertal i det dansk-tyske grænseland” er optaget på listen over immaterielle kulturarv, skriver den tyske UNESCO-kommission i et brev til de to mindretal.

Vi er i det dansk-tyske grænseland gået fra fjendskab til venskab.

Hinrich Jürgensen, formand for det tyske mindretal, Bund Deutscher Nordschleswiger

Sydslesvigsk Forening (SSF) og Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN). SSF og BDN har i fællesskab søgt om anerkendelse af mindretalsmodellen i grænselandet, og en ekspert-komite i den tyske UNESCO-kommission har vurderet, at modellen i grænselandet er en immateriel kulturarv. Optagelse på den nationale danske liste er allerede sket.

Læs også Et forbilledeligt dansk-tysk mindretalssamarbejde skal på kulturarvliste

- Vi glæder os rigtig meget. Mindretalsmodellen i det dansk-tyske grænseland er et flot resultat af mange års arbejde. Det er lykkedes mindretallene at overvinde en kløft, der mange steder i Europa og i verdenen forekommer umulig. Status som kulturarv sætter fokus på, at det er muligt at opnå så godt et resultat, lyder det fra formanden for det danske mindretals kulturelle hovedorganisation, SSF, Jon Hardon-Hansen.

Mindretallene håber nu, at den tyske og den danske regering i fællesskab går et skridt videre og sender ansøgningen videre til UNESCO for at opnå den internationale anerkendelse.

- Vi er i det dansk-tyske grænseland gået fra fjendskab til venskab. Vores fredelige og konstruktive samliv er blevet styrket i de seneste årtier og for de yngre generationer forekommer fortidens voldsomme og uforsonlige konflikter uvirkelige. Det er derfor også vigtigt at huske på, hvor vi kommer fra, og at det opnåede ikke er en selvfølge. Med status som kulturarv får vi opbakning til at sikre den kulturelle mangfoldighed i de kommende generationer, siger formanden for det tyske mindretal, BDN, Hinrich Jürgensen.

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu