Minister besøger en branche i knæ

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) møder en branche i knæ, når han på fredag besøger storslagteriet Danish Crown i Horsens.

Den ene bølge af massefyringer efter den anden har i de seneste 10 år kostet 7.000 slagteriarbejdspladser. Senest mistede 473 arbejdere deres job hos Danish Crown og Tulip i Faaborg. Samtidig varslede Danish Crown fyringer på slagterierne i Skærbæk og på Bornholm.

Stadig flere landmænd ser en økonomisk gevinst i at sende deres smågrise til opfedning i Tyskland, hvor de bliver slagtet.

Hvert år fødes 30 millioner levende smågrise i Danmark. 10 millioner af dem sendes til Tyskland.

En del af dem slagtes på Danish Crowns egne slagteriet i Oldenburg, Boizenburg og Essen. På det største slagteri i Essen har Danish Crown 1.300 ansatte.

Kolonnearbejdere

De tyske slagterier benytter sig af kolonnearbejdere fra Østeuropa, der nu er sikret en mindsteløn på 58 kroner i timen.

Danish Crown i Tyskland lønner lidt over mindstelønnen. På slagteriet i Oldenburg tjener de polske arbejdere 60 til 80 kroner i timen. Det er 45 procent af lønnen til en dansk slagteriarbejder.

LandboSyd har beregnet, at det koster 50 kroner mere at producere en gris i Danmark end i Tyskland. Der er ikke alene forskel på lønnen til slagteriarbejderne. Tyskerne har også lempelige krav til miljøet.

- Mange politikere snakket om at gøre noget ved, at det er for dyrt at producere slagtesvin i Danmark. Det er her og nu, der er brug for en markant ændret politik og handlekraft, mener formanden for LandboSyd, Mogens Dall.