Minister bliver presset

Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) bliver nu presset fra alle sider for at få gennemført et dobbeltspor på jernbanen fra Vamdrup til grænsen.

Det sker efter uheldet på enkeltsporet syd for Vamdrup i sidste uge. Et godstog pløjede sporet op på en strækning på syv kilometer.

Folketinget har vedtaget, at Banedanmark skal anlægge et ekstra spor fra Vamdrup til Vojens, men arbejdet bliver tidligst færdigt i 2015.

Mellem Tinglev og Padborg er der stadig ikke truffet beslutning om at anlægge dobbeltspor.

Dansk Industri krævede i går, at anlægsarbejdet mellem Vamdrup og Vojens fremskyndes, og at der samtidig anlægges dobbeltspor mellem Tinglev og Padborg.

Kravet bliver i dag bakket op af Venstre, konservative, Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten.

Penge nok

Partierne peger på, at pengene er der, da modernisering af signalerne på jernbanenettet bliver flere milliarder kroner billigere end beregnet.

Formanden for Folketingets trafikudvalg, Benny Engelbrecht (S), siger, at han vil indkalde transportminister Henrik Dam Kristensen til en drøftelse med medlemmerne, når trafikken mellem Vamdrup og Vojens er kommet i gang igen.

Henrik Dam Kristensen erkender, at uheldet på strækningen Vamdrup-Vojens viser, at systemet er sårbart.

Han kan imidlertid ikke komme med løfter om fremrykning af anlægsarbejdet mellem Vamdrup og Vojens og et dobbeltspor mellem Tinglev og Padborg, da han er bundet af regeringens interne aftaler.