Minister fik vind i håret: På besøg på boreplatformen Halfdan

Erhvervsminister Brian Mikkelsen, (K), fløj i dag ud til boreplatformen Halfdan for at se på arbejdet, der er sat i gang efter Nordsøaftalen.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen ankom i dag til boreplatformen Halfdan i Nordsøen. Her skulle han se, hvordan udviklingen skrider frem, efter regeringen i marts indgik en aftale med Mærsk om at fortsætte olieudvindingen i Tyra-feltet.

quote

Der var selvfølgelig to parter, som havde hver sin indgang til det, men det vigtigste er, at vi kom frem til et godt resultat.

Brian Mikkelsen, erhvervsminister, Konservative

- Jeg er her for at blive klogere. Gennem Nordsøfonden er vi selv medejere af produktionen herude, så vi vil gerne se, om der bliver taget hånd om den investering, siger en vindblæst Brian Mikkelsen efter helikopterturen ud til boreplatformen.

Nordsøaftalen betyder, at regeringen giver Mærsk skattelettelser på deres arbejde i Tyra-feltet. Til gengæld vil Mærsk investere milliarder i at renovere infrastrukturen i feltet. Det har skabt 4000 nye jobs i Esbjerg.

- Vi forhandlede om mange penge i Nordsøaftalen. Der var selvfølgelig to parter, som havde hver sin indgang til det, men det vigtigste er, at vi kom frem til et godt resultat, siger Brian Mikkelsen.

Og det var en vindblæst, men tilfreds minister, der kom tilbage til fastlandet.

- Det var en kæmpe oplevelse. Man får en helt anden forståelse af, hvor stor og kraftfuld sådan en platform er, fortæller Brian Mikkelsen med et stort smil.