Minister ind i sag om lukning af bofællesskab

Lukningen af et bofællesskab for udviklingshæmmede i Skærbæk havner nu på socialminister Bennedikte Kjærs bord.

Folketingsmedlem René Skau Björnsson (S) vil rejse sagen i Folketingets socialudvalg og over for den konservative socialminister.

- Det er uanstændigt ikke at spørge beboerne og inddrage dem i deres egen sag, siger René Skau Björnsson.

De seks udviklingshæmmede bor sammen som en familie i bofællesskabet, der har eksisteret i 16 år. De er på mellem 50 og 73 år, og deres funktionsniveau er som børn på fire til fem år.

Rives op fra deres miljø

- Det er uanstændigt at rive dem op fra deres miljø, mener René Skau Björnsson.

Beboerne har ikke fået oplyst, hvor de skal flytte hen.

Byrådet i Tønder ønsker ikke at ændre beslutningen. Lukningen af bofællesskabet skal give en besparelse på op til to millioner kroner om året.

- Folketinget har pålagt os at spare to til fem procent af de sociale udgifter, fordi de kommunale udgifter løber løbsk. Med sådan et direktiv kan man ikke sige, at det ikke må gå ud over nogle, siger byrådsmedlem Eike Albrechtsen (S), der i dag besøgt bofællesskabet for første gang.

Spareforslaget har været til høring i rådet for pårørende, men beboerne er ikke blevet hørt.