Minister: Lad tyskere købe sommerhuse i Danmark

Den nye regering vil køre en forsøgsordning, hvor udlændinge får lov til at købe sommerhuse i Danmark.

Skal sommerhuse være forbeholdt danskere? Nej, mener den nye regering, som i regeringsgrundlaget lægger op til at lade tyskere og andre udlændinge købe sommerhuse - for eksempel ved den jyske vestkyst.

- Vi vil lave en forsøgsordning for at samle erfaringer op og undersøge, om det er en god idé. Det er ikke sort/hvidt, og vi vil gerne teste de argumenter der er både for og imod at sælge sommerhuse til udlændinge, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) til TV SYD.

Sådan som reglerne er skruet sammen nu, skal der en særlig tilladelse til fra Justitsministeriet for at udlændinge kan få lov til at købe sommerhuse i Danmark. Det skyldes, at Danmark ved indtrædelsen i det daværende EF fik lov til at beholde sine særregler på området om køb af ejendomme, der ikke er helårsboliger.

Men det skal der laves om på for at skabe mere liv i sommerhusområderne, forklarer ministeren.

Brian Mikkelsen vil sætte gang i et forsøg med at sælge sommerhuse til udlændinge.

- Mange sommerhusejere vil gerne det her, og det vi hører fra dem, er, at det her kunne skabe mere liv i et sommerhusområde. Vi gør kun det her de steder, hvor man gerne selv vil. Vi kommer ikke til at påtvinge nogen at være med i forsøget, siger Brian Mikkelsen.

Det er endnu ikke besluttet, hvor i landet eller hvornår forsøgsordningen skal sættes i værk.