Minister ledte efter mikroskopisk plastic

Forsøgsanlæg i Vejle skal undersøge et potentielt problem for miljøet: Mikroplast.

Miljøminister Eva Kjer Hansen (V) besøgte mandag Vejle Spildevand. I et nyt projekt vil selskabet undersøge, hvor alvorligt udledning af mikroskopiske stykker plast i naturen er.  Det frygtes at de bittesmå stykker plast kan være et alvorligt problem for naturen i fremtiden.

- Det er et stort og u-undersøgt problem. Vi ved generelt ikke ret meget om, hvor mikroplast-partiklerne forsvinder hen, og hvad vi bør eller kan gøre, fastslår Torben Lund Skovhus, der forsker i energi og miljø ved VIA University College i Horsens.

- Der er meget lidt viden og ikke rigtig nogen krav på området endnu. Man er bare enige om, at vi står med et stort miljøproblem, og at der er behov for både mere praktisk og ingeniørmæssig viden,

Mikroplasten, der primært stammer fra slid fra bildæk, skosåler og partikler fra maling og i mindre grad fra husholdningsprodukter (f.eks. kosmetik og tandpasta), udledes i naturen via overfladevand fra veje og stier. De mikroskopiske partikler udledes også via vort husholdnings-spildevand og renseanlæggene.

Mikro-plasten bliver siet fra spildevandet i et forsøgsanlæg i Vejle. Her forsøger Vejle Spildevand med et ny-udviklet filter at finde ud af, hvor mange partikler der er i spildevandet – og om filteret kan fjerne dem.

- Vi kender ikke problemets omfang på et renseanlæg som vores, og vi ved derfor ikke, hvor meget mikroplast der ryger ud med det rensede vand, og hvor meget der optages i slammet og dermed potentielt ender på markerne. Den del ønsker vi at kortlægge med vores nye projekt, forklarer Claus D. Christensen, der er chef for renseanlæggene hos Vejle Spildevand.

 

 

Projektets deltagere

Vejle Spildevand stiller renseanlægget i Vejle til rådighed for testen, og KD Group, der har udviklet filteret, opstiller forsøgsanlægget og drifter det i testperioden. VIA University College bidrager med viden og analysekompetencer i forhold til at undersøge, hvad der går ind og ud af anlægget – og hvordan – samt analysere mulige forureningskomponenter på mikroplasten, og et analyseinsitut tager prøver og bedømmer rensegrader.

Om Vejle Spildevand
Vejle Spildevand blev stiftet i april 2010. Selskabet sørger for afledning af regn- og spildevand, herunder rensning af spildevand fra ca. 28.000 husstande og en række virksomheder i Vejle Kommune.

I alt behandles årligt ca. 10-16 mio. m3 spildevand fra ca. 170.000 PE (personækvivalenter = den mængde forurening, som én person forurener med).

Selskabet har en årlig omsætning på ca. 175 mio. kroner, en egenkapital på over 3 mia. kroner samt en medarbejderstab på 44 veluddannede medarbejdere. Vejle Spildevand har ca. 1.800 km kloakledninger, over 350 pumpestationer samt 8 renseanlæg.

Vejle Spildevand dækker hele Vejle Kommune.