Minister skifter mening om forurening i Grindsted

Nu vil miljøminister Esben Lunde Larsen alligevel gerne møde borgmester og regionsrådsformand for at snakke om grindstedforurening.

Selv om miljøminister Esben Lunde Larsen, (V), tidligere har afvist at en invitation til at komme til Grindsted for at høre om den omfattende forurening under byen, så ændrer han nu kurs. Nu vil han alligevel gerne møde regionsrådsformand Stephanie Lose, (V), og borgmester i Billund Kommune, Ib Kristensen, (V).

Ministeren har inviteret de to til et møde i ministeriet den 9. marts. Også folketingsmedlem Anni Mathiesen, (V), fra Krogager er inviteret, skriver JydskeVestkysten.

quote

vi skylder borgerne at rydde op.

Ib Kristensen,(V), borgmester, Billund

Forureningen under Grindsted by hører til blandt de allerstørste i Danmark. Den stammer fra det daværende Grindstedværket.

I januar kom det igen frem i offentligheden, at der hvert år siver 100 kilo af det kræftfremkaldende stof vinylklorid ud i Grindsted Å. Det stammer fra et giftdepot, som Grindstedværket  benyttede frem til 1970’erne.

En eventuel oprydning er så dyr, at Region Syddanmark ikke kan løfte den, uden at staten bidrager. Prisen anslås at blive på mere end hundrede millioner kroner. 

- Det er mere, end vi selv kan betale, sagde regionsrådsformand Stephanie Lose i januar, og borgmester Ib Kristensen sagde, at vi skylder borgerne at rydde op, men ministeren afviste at komme på besigtigelse i Grindsted.

Nu har han ændret holdning.