Minister udskyder omstridt prøvesystem efter fejl

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) udskyder prøvesystemet Den Digitale Prøvevagt efter tekniske fejl.

Det gav problemer, da systemet Den Digitale Prøvevagt i sidste uge blev afprøvet på landets gymnasier.

8000 ud af 50.000 gymnasieelever havde frivilligt indvilget i at teste programmet ved terminsprøven.

Men selv om færre end ventet sagde ja til at bruge prøvesystemet, var der tekniske problemer. Flere elever blev eksempelvis smidt af programmet.

Det får nu undervisningsminister Merete Riisager (LA) til at udskyde udrulningen af programmet, der ellers skulle have været obligatorisk ved sommerens eksamener.

- Vurderingen er, at der simpelthen er for mange fejl i produktet, og derfor bliver vi ikke klar til sommer, siger Merete Riisager.

Flere gymnasier meldte i dagene efter generalprøven om problemer.

Eksempelvis Herlev Gymnasium, Grenaa Gymnasium og Erhvervsgymnasiet Grindsted. 

- Jeg synes, det er ærgerligt, at der er lavet en generalprøve på noget, der ikke fungerer godt nok, og som ikke betrygger eleverne godt nok.

- Derfor sender jeg det i dok. Så er det bedre, at man går ud og bruger nogle af de produkter, der er gennemprøvet og allerede bruges på flere gymnasier, siger ministeren.

- Hvis man laver noget, hvor man vurderer, at det ikke er godt nok - og det sker hver dag i offentlige og private organisationer - så ruller man det ikke ud, men sender det til reparation. Det handler om at udøve rettidig omhu, siger Merete Riisager.

Der findes ifølge ministeren eksisterende systemer på markedet, som bruges af flere gymnasier.

Det vil ifølge ministeren være frivilligt, om de enkelte skoler ved sommerens prøver vil benytte sig af et af de eksisterende digitale værktøjer til at opdage snyd.

Malte Sauerland-Paulsen, formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, er tilfreds med, at ministeren udskyder systemet.

- Det er ærgerligt, at hun ikke afskaffer det helt. Men det er en sejr i et større slag for elevers datasikkerhed, siger han.

Elevformanden mener, at prøvesystemet er helt unødvendigt og bunder i mistillid til eleverne.

- Der skal være en forebyggende indsats mod snyd. Men problemet er ikke så stort, at der er behov for at installere overvågning på personlige computere, siger Malte Sauerland-Paulsen.

Hos Danske Gymnasier kalder næstformand Jakob Thulesen Dahl problemerne med systemet for "børnesygdomme".

- Det er fornuftigt at bruge lidt længere tid for at få det på plads, og så må vi se, om vi ikke kan få det tilbage igen i en stærkere version, siger han.

Epinion gennemførte i efteråret 2018 en undersøgelse for Undervisningsministeriet. Her svarede knap fire procent af gymnasieeleverne, at de snød ved de afsluttende prøver i sommeren 2018.