Minister vil begrænse elefantræs

Transportminister Hans Christian Schmidt (V)  vil forbyde, at lastbiler overhaler andre lastbiler på en lang strækning på motorvejsnettet.

Ministeren vil foreløbig indføre forbuddet som et forsøg i ét år.

Hans Christian Schmidt (V) har udpeget tre strækninger, der kan komme på tale:

Skærup-Århus, Trekantområdet-den dansk/tyske grænse eller tværs over Fyn.

Mest sandsynlig er strækningen Skærup-Århus.

- Trafikken vokser og vokser, så det er væsentligt at få en bedre udnyttelse af kapaciteten på motorvejsnettet, så kø-dannelser begrænses, siger Hans Christian Schmidt.

Venstres retsordfører, Kim Andersen, siger til Morgenavisen Jyllands-Posten, at han har mistet tålmodigheden med vognmandsbranchens løfter om selv at gøre noget ved de såkaldte elefantræs, hvor lastbilerne overhaler hinanden på motorvejene.

Han siger, at de skaber farlige situationer og store gener for almindelige bilister, som tvinges til pludselige opbremsninger i overhalingssporene.
 
- Jeg kan dagligt selv konstatere, at branchens løfter ikke har hjulpet noget, så nu må vi have et forsøg i fuld skala, så vi kan teste, hvad et forbud vil betyde for trafiksikkerhed og trafikafvikling, siger Kim Andersen. 

Korte strækninger

Tidligere transport- og energiminister Flemming Hansen (K) fik indført overhalingsforbud for lastbiler på en lang række mindre strækninger på motorvejsnettet.

Det gælder motorveje ved færgeterminaler, broer, stejle bakker, ved vognbaneudfletninger og strækninger med stærk trafik.

Fastholder

Rådet for Sikker Trafik afviser, at et overhalingsforbud hjælper på trafiksikkerheden. Men det er ifølge Hans Christian Schmidt ikke tanken bag forslaget.

- For mig handler det først og fremmest om at skabe mere kapacitet på vejene, siger han, men tilføjer, at det kan hjælpe på sikkerheden.

- Jeg er belastet af at komme derude. Jeg tror ikke, jeg er ene om at mene, at sådanne situationer, hvor der lige pludselig er en elefantoverhaling og alle er oppe at stå på bremsen, ikke er specielt trafiksikkert, siger transportministeren.

Justitsministeriet skal godkende overhalingsforbudet, før det kan træde i kraft.