Ministre skal forholde sig til snyd med lastbil-udstødning

Socialdemokratiets miljøordfører Christian Rabjerg Madsen fra Kolding vil kalde miljøministeren og transportministeren i samråd i sagen om lastbilers snyd med udstødning.

Syd- og Sønderjyllands Politi har i de seneste uger undersøgt 35 lastbiler, hvoraf en fjerdedel, 9 styks, havde slået deres NOx-rensningssystem fra.

Systemet begrænser lastbilernes udledning af farlige Nox-partikler. De lastbiler, der havde slået systemet fra, var alle østeuropæiske.

Det har fået folketingspolitiker Christian Raabjerg Madsen, miljøordfører for Socialdemokratiet, til at reagere.  Han kalder nu transportminister Ole Birk Olesen og miljøminister Esben Lunde Larsen i Samråd. 

- Transportministeren må svare på, hvor mange østeuropæiske lastbiler der er i Danmark, og hvor stort problemet er. Miljøministeren må svare på, hvad det her betyder for luftkvaliteten i forhold til danskernes sundhedstilstand. Og så vil jeg kraftigt opfordrer regeringen til at fremlægge deres bud på, hvordan det her problem løses, siger Christian Rabjerg Madsen til TV Syd.

Et alvorligt problem

Ifølge Christian Rabjerg Madsen sker der 4.000 for tidlige dødsfald om året som konsekvens af NOx-udledningen. Desuden opnår lastbiler, der slår systemet fra, en konkurrencefordel ved at spare på den væske, der bruges. Snyderiet giver en besparelse på syv øre pr. kørt kilometer. Det svarer til en besparelse på cirka 20.000 kroner om året for hver lastbil.

quote

Jeg håber, at regeringen tager det alvorligt, og at vi kommer frem til hvilke sanktioner og løsningsmuligheder, der er, så vi kan komme problemet til livs. 

Christian Rabjerg Madsen, miljøordfører

- Det er et spørgsmål om konkurrence på markedet og danskernes sikkerhed. Jeg håber, at regeringen tager det alvorligt, og at vi kommer frem til hvilke sanktioner og løsningsmuligheder, der er, så vi kan komme problemet til livs. Desuden håber jeg, at problemet bliver taget op i EU, da det jo går på tværs af grænserne, siger Christian Raabjerg Madsen til TV SYD.

Han håber også, at strengere straffe kan komme på tale. Lige nu er straffen for snyd med systemet en bøde 1.000 kroner og et midlertidigt kørselsforbud.