Ministre stiller op til borgermøder

Alle ministre i den nye regering skal stå ansigt til ansigt med borgerne på en række borgermøder landet over inden jul.

Det har statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) besluttet. Hun vil have den politiske debat ud i kultur- og forsamlingshuse igen.

Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF) har taget handsken op, og hun lægger ud med et borgermøde i Musikhuset i Esbjerg torsdag mellem klokken 17.30 og 19.30.

- Politik er ikke en lukket forestilling, der kun foregår på Christiansborg. Politik skal være åbent for alle i hele landet, siger Pia Olsen Dyhr til Ritzau.

Hun understreger, at det er borgerne, der sætter dagsordenen på mødet, men hun har også sin egen dagsorden.

- Jeg tror, mange vil være optaget af, hvordan jeg og den nye regering vil skabe nye arbejdspladser. Det er et stort problem, at Danmark taber så mange arbejdspladser. Ikke mindst i Vestjylland. Det er også derfor, jeg vælger at holde borgermødet i Esbjerg, understreger ministeren.

Borgermøderne skal erstatte en gammel skik, der gav borgere mulighed for at opsøge ministrene i deres ministerium.

Gammel skik

Skikken med uformelle modtagelser i ministerierne uden forudgående aftale går tilbage til systemskiftet i 1901. Gennem hele 1900-tallet lå træffetiden fast om torsdagen. Derfor går den under navnet torsdagsmodtagelse.

Når ministeren var forhindret, og torsdagsmodtagelsen blev aflyst, blev der udsendt en officiel meddelelse, som blev læst op i radioen.

I løbet af 1980'erne og 1990'erne blev den skik dog gradvist afskaffet. Og i forlængelse af regeringsskiftet i 2001 afskaffede samtlige ministerier skikken med modtagelse.

Daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) genindførte dog skikken for sit ministerium i 2008.