Minkformand: Foderet er problemet

Selvom der er fundet MRSA på flere minkfarme, så er der foreløbig ingen bekymring for de resistente bakterier hos minkavlerne.

En husdyrscreening som Fødevarestyrelsen foretog i efteråret viser, at der på 11 ud af 50 minkfarme er fundet husdyr- MRSA - bedre kendt som svine-MRSA.

Så længe bakterierne kan spores tilbage til det foder, minkene spiser, så er der på nuværende tidspunkt ikke noget større problem, lyder vurderingen fra Henning Christensen, formand for Fyn og Sydjyllands Pelsdyrforening.

Ifølge Henning Christensen stammer den smitte, der er fundet på flere minkfarme i bl.a TV SYDs sendeområde fra noget af det slagteriaffald, der bruges til foder.

- Vi ved jo, at der er MRSA i slagteriaffald, og det spiser minkene jo. Men det tyder på, at det bare går gennem dem og altså ud med afføringen igen, siger Henning Christensen til TV SYD.

Dermed mener Henning Christensen ikke, det tyder på, at minkene bærer smitten. Derfor er han ikke bekymret.