Mislykket røveri i pengeløs bank

I går eftermiddags forsøgte en mand at røve Nordea på Tarphagevej i Esbjerg. Forsøget mislykkedes, fordi banken ikke ligger inde med kontanter.

Røveren er en 36-årig mand fra Esbjerg.

- Klokken 15.10 i går eftermiddags gik han ind i banken og truede personalet med en kniv for at få udleveret kontanter, oplyser sektionsleder Jacob Andersen fra lokalpolitiet i Esbjerg til TV SYD.

Personalet måtte dog meddele manden, at de ikke kunne udlevere nogen penge af den simple årsag, at banken er pengeløs og simpelthen ikke ligger inde med kontanter.

Manden forsøgte derefter at true personalet til at hæve penge i hæveautomaten på deres private dankort. Det nægtede personalet dog. Til sidst måtte manden desperat opgive røveriforsøget. Han bad selv personalet om at kontakte politet.

I dag overtager lokalpolitet i Esbjerg sagen. Politiet formoder, at manden bliver fremstillet i grundlovsforhør, men da der stadig er tekniske beviser, der skal undersøges og vidner, der skal afhøres, er det endnu ikke sikkert.