Mistænkt for embedsmisbrug

Vidner mener at have overhørt en politimand advare sin stedsøn på forhånd, da en patrulje var på vej ud for at anholde ham.

En vagtmand på campingpladsen Frigård Camping i Kollund ved Kruså måtte natten til d. 26. juli ringe efter politiassistance til pladsen. Kort forinden havde han konfronteret tre unge drenge, der over en længere periode havde terroriseret og chikaneret camping- og badegæster på pladsen. Denne aften var det to brødre, der boede på campingpladsen, der følte sig forfulgt af dem.

De fortalte vagten at de tre drenge havde slået og sparket dem, og at de var bange for dem. Vagtmanden Søren Pedersen kunne ikke standse slagsmålet mellem drengene alene, og kontaktede politiet. De måtte tage over herfra.

- Der kom tre mand hen til mig for at sige, at de ikke havde gjort noget, og at de ikke ville have ballade. Men der havde jeg allerede vagtcentralen i røret. De tre hoppede i deres bil, og kørte så derfra med meget høj hastighed.

Advarede sin stedsøn

Søren Pedersen opgav under telefonsamtalen med politiet signalement af de tre drenge, og den bil, de kørte i. De tre drenge havde kurs mod stranden, hvor slagsmålet tidligere på aftenen også havde fundet sted.
Vidner på stranden fortæller til vagtmanden, at nede på stranden blev den ene af de tre drenge ringet op. Opkaldet var fra drengens stedfar, der var ansat ved politiet.

- Mennesker, der var på stranden sammen med de tre gerningsmænd fortalte mig, at de havde hørt chaufføren af bilen sige: 'Min papfar har lige ringet. Han er politibetjent. Han siger, politiet er på vej herned med to biler.' Så mener jeg godt nok, de er blevet godt og grundigt advaret, fortæller vagtmanden på stedet, Søren Pedersen til TV SYD.

Stedfaderen vidste allerede der, at en patruljevogn var på vej efter de tre drenge, deriblandt politimandens stedsøn, som han havde genkendt ud fra signalementet. En sådan advarsel er embedsmisbrug. Sagen er nu overtaget af statsadvokaturet. Her falder der en afgørelse om fire uger. Betjenten kan risikere alt fra en irettesættelse til en straffesag og afskedigelse alt efter statsadvokaturets afgørelse. Finder statsadvokaturet derimod, at betjenten ikke har gjort noget strafbart, får episoden ingen konsekvenser.

TV SYD kontaktede her til aften den anmeldte betjent, der ikke ønsker at udtale sig, mens efterforskningen står på. Få hele historien i aftenens udsendelse klokken 19.30.