Mistænkte udleveres i stor narkosag fra Esbjerg

310 kilo kokain blev i juli 2015 beslaglagt i Esbjerg. Nu bliver fire mistænkte i sagen udleveret til Danmark.

En domstol i Holland har netop besluttet at udlevere fire mænd til Danmark i en af de største sager om kokain nogensinde herhjemme.

I januar i år kom det frem, at politiet i juli 2015 beslaglagde 310 kilo kokain, der blev fundet af ansatte hos firmaet Holger Christiansen A/S.

De gjorde fundet i en container, der kom til Esbjerg på en lastbil.

Lederen af politiets specialgruppe, Task Force Vest, politiinspektør Brian Voss Olsen, betegnede dengang overfor TV SYD fundet som helt uvirkeligt stort, og forklarede, at kokainen var af meget høj renhed og repræsenterer en salgsværdi på mellem 800 og 900 millioner kroner. 

En domstol i Rotterdam har netop sagt god for, at fire mænd, der er mistænkt i sagen, kan udleveres til Danmark.

De fire bliver nu snart hentet til Danmark.

I forvejen er to andre mænd fra Antwerpen i Belgien blevet udleveret. Sagen har indtil videre kørt for lukkede døre i retten.

Det har tidligere været fremme, at politiet også har efterforsket i lande uden for Europa i forsøget på at afsløre kokainens rejse til Esbjerg.

Desuden har Rigspolitiets rejsehold samt betjente i Holland og Belgien arbejdet med sagen.