TV der bevæger dig

Mister alt efter oversvømmelse

Vandet væltede ind i Byens Burger Café i Vejle fredag aften. De massive vandmængder er skyld i, at Seyed Mosavi står med en ubrugelig café.

Seyed Mosavi har ingen forsikring, så han ved ikke, hvad han skal gøre, efter hans café blev oversvømmet fredag aften. Foto: Hans Lausten, TV SYD

Fredag aften klokken 22 væltede vandet ind i Byens Burger Café i Vejle. Resultatet påvirker indehaveren, Seyed Mosavi, meget dagen derpå.

- Jeg har mistet alt, siger han og tilføjer, at han får det vanskeligt med at få caféen i gang igen, fordi han ingen forsikring har.

Han stod og lavede mad, da han så, at vandet begyndte at sprøjte op mod indgangsdøren, når bilerne kørte fordi caféen ude på Vedelsgade.

Derfra gik det stærkt. Vandet fandt hurtigt vejen ind gennem den lukkede dør. Seyed Mosavi lukkede caféen, da vandstanden begyndte at stige.

- Der var 45 centimeter vand inde i min café. Jeg gav op. Det kom ind fra døren foran og bagdøren. Der var vand over det hele, så jeg kunne ikke gøre noget, siger indehaveren.

I dag står den på rengøring for Seyed Mosavi. Han skal få et overblik over de vandskader hans café har fået efter fredagens kraftige regnvejr. Foto: Hans Lausten, TV SYD

Kommunens ansvar

Det er tredje gang, at Seyed Mosavi oplever oversvømmelser i Vedelsgade. Han tror ikke det er sidste gang, og derfor mener han, at Vejle Kommune må komme på banen.

- Det er kommunen, der har ansvaret, men hvordan skal vi tro på dem, når vi kommer i de her dårlige situationer, siger han.

Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen, (V) forsikrer borgerne om, at kommunen gør, hvad de kan.

- Jeg forstår borgernes frustration, men de skal vide, vi arbejder på højtryk for at redde situationen, siger han til TV SYD.

Seyed Mosavi har dog svært ved at se, hvordan han skal komme videre.

- Jeg ved ikke, hvordan jeg skal klare den. Hvad skal jeg gøre? siger han.

Mere vejr