Modeltog: Det er ikke kun legetøj

For sekstende år i træk er der modeltogsmarked og -udstilling i Horne Hallen. En årlig begivenhed, hvor der i år meldes om udsolgt af stande.

Miniaturelandsbyer med biler, huse, træer og veje, og hvad der ellers hører til, pryder bordene, der er stillet op i Horne Hallen. Fælles for dem alle er jernbaneskinnerne, der krydser gennem landskabet, og det tilhørende lokomotiv med vogne, der kører rundt.  

For sekstende år i træk har Klaus Balzarsen arrangeret modeltogsmarked og -udstilling i Horne.

- Det startede egentlig, da vi var på Djursland, hvor de havde fyldt en hal. På det tidspunkt var der ikke noget her, så vi tog det med tilbage til Vestjylland og prøvede at starte det her. Det blev en succes, må man sige, fortæller Klaus Balzarsen til TV SYD.

Det var også muligt at se de rullende materialer i aktion.
Det var også muligt at se de rullende materialer i aktion.
Foto: John Melin, TV SYD

Legetøj, hobbyer og samleobjekter

I år er der udsolgt af stande, så der er ikke plads til flere sælgere på søndagens marked. Heldigvis er der også mange købere. Klaus Balzarsen fortæller, at arrangementet er godt besøgt.

Selv har han interesseret sig for modeltoget fra barnsben. Faderen var i togbranchen, så det der med modeltog kom stille og roligt, fortæller han. Men modeltog er meget mere end bare legetøj:

- For nogle er det bare legetøj, men for andre er det jo samleobjekter og en hobby. Det er en ting, man kan skabe selv. Den virkelige verden i en model, og det, tror jeg, trækker mange til, siger modeltogsentusiasten.