Moderne grænsehandel: Færre pilsnere - flere pølser

Vi køber færre øl og sodavand og flere pølser og andre fødevarer, når vi er på grænsehandel i dag end tidligere.

Det fremgår af en rapport, som Skatteministeriet offentliggjorde onsdag formiddag. Vi henter henter færre øl, sodavand og cigaretter i Tyskland, mens vores indkøb af dagligvarer i Tyskland er fordoblet.

 

Se hele rapporten om grænsehandel her — PDF, 0,74 MB

 

Rapportens konklusion bygger på tal fra to forskellige opgørelsesmetoder, der vurderer udviklingen i grænsehandelen stik modsat hinanden - og her har Skatteministeriet i vid udstrækning valgt den opgørelsesmetode, som peger på en nedgang i grænsehandelen med Tyskland.

 

Bryggeriforeningens opgørelser viser dog, at salget af sodavand i den danske detailhandel i første kvartal af 2016 er steget med 13,8 procwent i forhold til samme kvartal inden afgifterne blev sænket. På samme måde er salget af øl nu svagt stigende i Danmark efter mange års uafbrudt tilbagegang. Her er den tilsvarende stigning 1,9 procent.

Det er også slået igennem i de syd- og sønderjyske supermarkeder. Hos Meny i Haderslev, sælger de nu mere øl og sodavand end tidligere.

-Vi oplever at kunderne nu i stigende grad vælger at handle øl og sodavand lokalt, siger købmand Egon Høst Greve hos Meny i Haderslev til TV SYD.