Modtog Kronprinsparrets store Sociale Pris

Landsforeningen af Væresteder (LSV) med base i Fredericia modtog torsdag Kronprinsparrets Store Sociale Pris på 500.000 kr.

Foreningens leder, Cliff Kaltoft, modtog prisen af kronprins Frederik og kronprinsesse Mary i Den Sorte Diamant i eftermiddag.

Konfutze-citat

"En rejse på 1000 mil begynder med et enkelt skridt".

Citatet fra Konfutze står meget centralt på hjemmesiden for Landsforeningen af Væresteder (LVS). Foreningen får formentlig mulighed for at tage flere skridt på rejsen, efter at den torsdag blev hædret med Kronprinsparrets Store Sociale Pris.

105 væresteder

Landsforeningen har lokaler i Fredericia, og den blev stiftet i 1998 af foreningens leder, Cliff Kaltoft. LVS omfatter i dag 105 væresteder, til dels meget forskellige, over hele landet.

Foreningen arbejder for at udvikle værestederne og sikre socialt udsatte borgere fristeder med muligheder for socialt samvær og støtte.

Desuden har LVS gennemført en række succesfulde arrangementer, blandt dem X-Games for socialt udsatte i 2008.

Begyndte med Solstrålen

Starten til LSV var værestedet Solstrålen, som Cliff Kaltoft etablerede i Fredericia for 16 år siden.  Den blev model for andre væresteder, som er stiftet siden.

Kronprinsparrets Sociale Priser uddeles hvert andet år. Tidligere er Red Barnet, Julemærkefonden, organisationen Ventilen og Morgencaféen for Hjemløse blevet belønnet med den store pris.

Nyhedsvært

Nyhedsvært Kim Bildsøe Lassen var konferencier ved eftermiddagens prisuddeling, der blev afviklet med særlig fokus på børn og unge.
De andre priser er begge på 50.000 kroner.

Den ene tilfaldt Baglandet, et rådgivningscenter og mødecenter i København, som støtter børn og unge, der i børneårene har været anbragt uden for hjemmet. Den anden pris modtog værestedet Amarngivat, der i Tasiilaq i Østgrønland har skabt en tryg base for unge i alderen 5-14 år.

Fakta om Kronprinsparrets Sociale Priser

 * Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary uddelte torsdag Kronprinsparrets Sociale Priser 2010.
 * Den store socialpris på 500.000 kroner tilfaldt Landsforeningen af VæreSteder.
 * To andre priser, hver på 50.000 kroner, tilfaldt Baglandet, rådgivningscenter og mødested i København, samt værestedet Amarngivat i Tasiilaq i Østgrønland.
 * Kronprinsparrets Priser blev indstiftet af Bikubenfonden i 2004 i anledning af parrets bryllup. Indtil 2008 bestod priserne af en kulturpris på 500.000 og en socialpris på 250.000 kroner.
 * Med virkning fra 2009 år blev konceptet ændret, således at der hvert år skiftevis sættes fokus på de kulturelle og de sociale priser.