Mødte op og fik job på stedet

18-årige Tobias Ravn Mortensen fra Barrit fik job med det samme, da han mødte op for at følge borgmesterens tilbud om at skaffe job-samtaler til kontanthjælpsmodtagere i Hedensted Kommune

- Jeg synes, det er fedt - og jeg synes det gik hurtigt, siger han til TV SYD, da borgmester Kirsten Terkilsen (V) personligt havde lykønsket ham.

Den 18-årig har været arbejdsløs siden han afsluttede 10. klasse på efterskole. Han har skrevet mange ansøgninger, men har fået afslag. Men da han mødte op i dag, gik det hurtigt. 

- Jeg udfyldte nogle papirer med, hvad jeg søgte og hvad jeg havde lavet, fortæller han. Så kom der én ind og sagde, at han havde et arbejde til mig.

Tobias Ravn Mortensen kom til en hurtig job-samtale - og så havde han fået  job med at sætte ventilationsanlæg op i Juelsminde.

Initiativet med jobsamtaler til kontanthjælpsmodtagere kommer efter, at Hedensted Kommune har mødt kritik for, at flygtninge kommer i job-forløb på bl.a. Jysks centrallager i Uldum, mens danske ufaglærte går ledige i kommunen.