Mor: Det betyder meget at kunne få et gratis juletræ

Sandersvig Camping og Tropeland forærer 23.000 juletræer væk. Det betyder, at Tina Mohr og hendes søn Max kan få et større juletræ og bruge pengene på gaver i stedet for.

Julen har det med at være lige så dyr, som den er hyggelig. Et særligt sted i Sønderjylland blev der dog i dag sørget for, at juletræet ikke behøver være en del af udgifterne.

Sandersvig Camping og Tropeland har nemlig besluttet sig for at forære 23.000 juletræer væk.

- Jeg synes, det er virkelig flot gjort af dem, at de forærer så mange juletræer væk. Det er meget dyr at gå ud og købe et juletræ i dag. Det betyder, at jeg kan spare 200 kroner og bruge 200 kroner mere på julegaver, siger Tina Mohr.

quote

Jeg synes, det er virkelig flot gjort af dem, at de forærer så mange juletræer væk. Det er meget dyr at gå ud og købe et juletræ i dag. Det betyder, at jeg kan spare 200 kroner og bruge 200 kroner mere på julegaver

Tina Mohr, rengøringsassistent, Haderslev

Tina Mohr og hendes søn Max er en af dem, der besluttet sig for at fælde et gratis juletræ.

- Vi skal have et, der går helt til loftet i år, nu når vi selv kan vælge. Normalt plejer vi jo at have et lille juletræ, for det er jo det billigste. Men nu har vi jo en skov fuld af muligheder her, siger Tina Mohr.

Juletræerne skulle have været solgt til eksport, men ejeren synes ikke, prisen de kunne får for dem, var helt ”relevant”. Derfor foreslog han at forærer dem væk.

- Der er en vis glæde ved, at folk de kommer og er lykkelige over, at de kan få noget gratis. Det, synes jeg, er en stor ting, siger Johannes Holst, chef, Sandersvig Camping og Tropeland. 

Tina Mohr er glad for, at hun har fået et juletræ. De gratis juletræer gør det nemmere at opfylde Max’ ønske om et stort juletræ.

- Jeg vil gerne have et, hvor der kan ligge mange gaver under, siger Max Nielsen.

Normalt venter familien med at pynte juletræet til 1. december, men i år kan de ikke vente så længe, fortæller Tina Mohr.