Mor dropper madpakker for at spille computer

Viola Hansen fra Skærbæk droppede madpakker og vasketøj for at blive god til computerspillet Counter-Strike.

Viola Hansens mand og børn måtte fra tid til anden tage til takke med et par mønter i lommen eller en kedelig klapsammenmad, når de skulle spiste frokost i skolen og på arbejde.

Viola Hansen er dybt koncentreret, når hun giver sig i kast med skydespillet.
Viola Hansen er dybt koncentreret, når hun giver sig i kast med skydespillet.

Mor Viola havde nemlig ikke tid til at smøre madpakker – hun skulle spille computer i programmet Tæv Din Teenager.

- Det tager jo meget af ens tid, hvis man vil være god. Jeg kunne hurtigt spille 2-3 timer på en hverdag, så det gik nogle gange ud over madpakkerne, vasketøjet eller aftensmaden, fortæller Viola Hansen fra Skærbæk.

Fik alt for lidt søvn 
Viola Hansen er med i TV SYDs programserie Tæv Din Teenager, hvor fem forældre lærer at spille Counter-Strike for til sidst at kæmpe mod deres børn i computerspillet. Den hårde og tidskrævende træning gik ikke kun udover de daglige pligter.  

- Jeg fik ikke sovet nok. Tit kom jeg i seng på den forkerte side af midnat, og jeg skal op på arbejde kl. 6:30, siger Viola Hansen, der arbejder som sygeplejerske i et fængsel.

Indsigt i børnene hverdag
De mange timer foran computerskærmen har givet Viola Hansen en forståelse for hendes fem sønners passion for computerspil.

Om det lykkes Viola Hansen og de andre forældre at blive så gode, at de slår deres teenagerbørn i Counter-Strike, afsløres i 12. og sidste program.

Det går Tæv Din Teenager ud på:

I Tæv Din Teenager kommer fem forældre på træningslejr i Counter-Strike. De bliver trænet af en professionel coach. Efter tre måneders træning møder forældrene deres børn i en kamp, hvor de skal se, om de kan tæve deres teenagere.

Det går Counter-Strike ud på:

  • Counter-Strike også kaldet CS er et holdbaseret skydespil
  • Der findes fire udgaver af spillet: "Counter Strike 1.6", "Counter Strike: Condition Zero", "Counter Strike: Source" og "Counter Strike: Global Offensive"
  • Det spilles sædvanligvis over internettet mod andre mennesker
  • Det spilles i runder, som sædvanligvis varer i to til tre minutter