Lotte plages af hudkræft: 15.000 nye tilfælde hvert år

For 15 år siden opdagede Lotte Damkjær en lille plet på huden. Nu skal hun holde øje med hudkræft resten af livet.

Lotte Damkjær ser sig indgående i spejlet.

- Der er tegn til hudkræft herovre, konstaterer hun roligt og kyndigt.

- Jeg kan mærke det, fordi huden bliver tør og skaller, og med tiden bliver det et lillebitte sår, som kan finde på at falde af.

quote

Jeg har fået lavet hele overlæben og under øjnene, jeg har fået fjernet meget på kravebenene, på skuldrene, bag på lårene og på ryggen.

Lotte Damkjær, selvstændig, Vejle

Det er langtfra første gang, Lotte Damkjær finder begyndende hudkræft. Hun har ikke tal på, hvor mange gange hun har været i behandling for hudkræft, der bliver ved med at dukke op nye steder på kroppen.

Men det er mange gange. Derfor kender hun også signalerne på, at den er gal igen igen.

- Jeg har fået lavet hele overlæben og under øjnene, jeg har fået fjernet meget på kravebenene, på skuldrene, bag på lårene og på ryggen. Der har jeg fået fjernet meget, fortæller hun.

Lotte Damkjær er en af de cirka 70.000 danske kvinder, der lever med hudkræft. Et tal der de seneste mange år bare er steget.

Torsdag aften deltager hun i velgørenhedsmiddagen 'Vejle mod Hudcancer', hvor der bliver samlet penge ind til et såkaldt glashus til hudkræftpatienter.

Store sår er ubehagelige

Og selvom sygdommen kun sjældent er livstruende, så er det en sygdom, der er særdeles ubehagelig at leve med, fortæller Lotte Damkjær.

- Når du har store sår i ansigtet, har du bestemt ikke lyst til at vise dig i det offentlige rum. Min yngste søn sagde på et tidspunkt til mig: ”Mor, jeg kan ikke lide at kigge på dig”, og det kan jeg faktisk godt forstå, fordi store sår er ubehagelige, konstaterer hun.

Hvert år registreres cirka 15.000 nye tilfælde af hudkræft i Danmark. Dermed er hudkræft den mest udbredte kræftsygdom i Danmark.

quote

Min yngste søn sagde på et tidspunkt til mig: ”Mor, jeg kan ikke lide at kigge på dig”, og det kan jeg faktisk godt forstå, fordi store sår er ubehagelige.

Lotte Damkjær, selvstændig, Vejle

Og ligesom så mange andre danskere kan Lotte Damkjær takke de alt for mange timer, hun har tilbragt uden beskyttelse i solen for den sygdom, som formentlig vil følge hende resten af livet. Det er nemlig en sygdom, som kun sjældent forsvinder.

 - Jeg boede i 11 år i Portugal, og dengang var der ikke det helt store fokus på solcreme og påpasselighed ude i solen. Jo mere sol, jo bedre, for når man kommer nordfra, så er det fedt at være ude i solen ikk', forklarer Lotte Damkjær.

Så ingen solcreme – masser af brændt hud.

Lotte Damkjær har lært at leve med sygdommen. Den betyder, at hun skal passe ekstra godt på solen, og den betyder, at hun resten af livet skal se sig ekstra grundigt i spejlet hver eneste dag.

Lotte Damkjær står frem med sin historie i forbindelse med "Vejle mod Hudcancers" gallamiddag, hvor der rejses penge til behandling af patienter med hudkræft, og fordi hun ønsker at advare mod overdreven solbadning uden solcreme, så andre kan undgå den ubehagelige sygdom.