Mor lagt for had: Folk er rasende over aflivning af hjort

Brugerne på sociale medier er kommet op i det røde felt, da en brunstig hanhjort blev aflivet efter den stangede 2-årige dreng.

Aflivningen af en sikahjort har bragt sindene i kog på de sociale medier.

Torsdag fortalte TV SYD om 2-årige Sylvester, der blev stanget af en brunstig Sika-hanhjort, da han ville fodre en flok hjorte, mens han var på tur med familien i Dyrehaven i Esbjerg i slutningen af september.

Drengens mor, Heidi Klint, sendte videoen, som familien optog af selve hændelsen til Esbjerg Kommune, som valgte straks at aflive hjorten med begrundelsen, at den var for farlig at have gående i en offentlig dyrhave. 

Se hele videoen med familien Klint på tur i Dyrehaven i Esbjerg
Video: Finn Grahndin, TV SYD

Aflivingen af hjorten og familiens valg om at tage sine børn med i dyrehaven vækker nu folks harme.

På de sociale medier stiller rigtig mange sig uforstående overfor, at hjorten skulle lade livet, blot fordi den fulgte sine naturlige instinker.

Samtidig mener flere, at familien burde have vidst bedre og holdt sig langt væk fra dyrerne. 

Heidi Klint synes netop, at familien har handlet ansvarsfuldt.

- Det synes jeg da netop, at vi er fordi vi følger skiltene til punk tog prikke. Derudover prøver vi at advare andre mennesker om, at det her kan ske, siger hun til TV SYD.

Hun understreger også, at hun ikke stod frem for at få hjorten aflivet, men for at der blev informeret endnu bedre om, hvordan man færdes blandt de vilde dyr. 

- Jeg vil gerne, at man får nogle flere informationer, inden man går ind og besøger dem. Både for dyrenes og for vores skyld, siger hun til TV SYD.