Mor og far fundet skyldige i vold mod deres tre små børn

Et forældrepar fra Fredericia er fundet skyldige i at have begået vold mod deres tre små børn.

I dag ved Retten i Kolding er et forældrepar fra Fredericia fundet skyldige i at have begået vold mod deres tre mindreårige børn.

quote

Børnene forklarede blandt andet, at de blev slået af både deres mor og far, og at det foregik både med hænderne, men også med forskellige genstande.

Mika Nissen, anklagerfuldmægtig, Sydøstjyllands Politi

Sydøstjyllands Politi modtog i starten af februar måned 2017 en anmeldelse fra Fredericia Kommune om mulig vold i hjemmet. Børnene blev efterfølgende afhørt, og de har alle tre forklaret om den vold, de havde været udsat for.

- Børnene forklarede blandt andet, at de blev slået af både deres mor og far, og at det foregik både med hænderne, men også med forskellige genstande, siger anklagerfuldmægtig ved Sydøstjyllands Politi, Mika Nissen, i en pressemeddelelse.

Forklaringerne er blevet optaget på video, som blev afspillet i retten, og domsmandsretten fandt børnenes forklaring troværdig. Derfor er forældrene fundet skyldige i at have udsat børnene for vold i en ukendt periode forud for februar 2015 mod det ældste barn, og efterfølgende mod alle tre børn indtil oktober 2016.

Fastsættelsen af straffen blev udsat til den 13. december 2017, hvor det også afgøres, om der skal ske udvisning af forældrene, der ikke er danske statsborgere.