Mor og søn sammen igen: Det er det tætteste, man kommer på himlen

Det er over 60 år siden, at mor Agnes og søn Bent sidst boede under samme tag. Men nu er Agnes igen tæt på sin ’lille søn’.

Bent Holst var 17 år, da han rejste hjemmefra og tog til Grønland. Dermed forlod han også sin mor Agnes og deres fælles hjem. Nu skulle de ikke længere bo under samme tag.

I dag er Bent 80 år gammel, så det er 63 år siden, at de to kunne sige, at de boede under samme tag. Men nu er de endt på samme plejehjem i Brædstrup - og er igen under samme tag. 

- Det er underligt. Det havde man jo aldrig tænkt. Men vi slog jo til, da vi blev spurgt. Det var ikke i Horsens, men det var vi jo ligeglade med, siger Agnes Olesen.

- Her har vi det godt. Der er god mad, og vi får vasket vores tøj uden vi behøver at sige noget, siger Bent Holst.

Bent Holst har rejst rundt i hele verden i forbindelse med sit arbejde, så det er ikke meget tid han har brugt med sin mor. Det har heldgivis ændret sig nu.

- Hun betyder meget. Det har hun altid gjort.

Det samme siger Agnes om sin søn. Hun er lykkelig for, at de to er endt på det samme plejehjem i stedet for hver sit.

quote

Der er sådan set kun os to tilbage i familien

Bent Holst, Agnes' søn

- Så havde vi ikke kunne være sammen mere. Det lader jo ikke til, at han hverken han eller jeg får det bedre. Så vil det være svært at se hinanden. Det ville være kedeligt, siger Agnes Olesen

Agnes Olesen har haft mange søskende og en stor familie. Men de alle sammen gået bort. Bent er hendes eneste barn.

- Der er sådan set kun os to tilbage i familien, fortæller Bent Holst, der sætter stor pris på samværet med sin tyve år ældre mor.  

quote

Agnes sagde på et tidspunkt: Det er det tætteste, man kommer på himlen

Maybritt Hørup, daglig leder, Dronning Ingrids Hjem. 

Og mor Agnes er også meget begejstret. Det mærker personalet tydeligt, når hun omtaler Bent.

- Agnes er så glad for at være her med ’sin lille søn’, som hun siger. De er så søde, og de er så taknemmelig, så stemningen spreder sig til hele personalet. Agnes sagde på et tidspunkt: Det er det tætteste, man kommer på himlen, siger Maybritt Hørup, daglig leder på Dronning Ingrids Hjem.