Mor slog søns kammerat - skal nu i fængsel

Hævnede at kammeraten havde slået sønnen.

En 41-årig kvinde fra Ølgod stak sin søns skolekammerat en lussing. Det koster hende nu en straf på 20 dages ubetinget fængsel, skriver JydskeVestkysten.

Hun lagde kortene på bordet i retten og sagde, at hun ikke vidste, hvad der gik af hende, da hun stod over for den 13-årige dreng.

- Jeg hentede min søn på skolen. Han går i 4.-klasse og havde to ildrøde kinder. Hårdt presset fortalte han, at en dreng i 7.-klasse havde slået ham. Han udpegede drengen for mig, forklarede hun og fortsatte:

- Jeg gik over til ham. Jeg ville skælde ham godt og grundigt ud og så tage ham med på skolens kontor. Jeg tænkte overhovedet ikke, da jeg stod foran ham. Jeg ved ikke, hvad der skete med mig. Jeg gav ham en lussing med flad hånd. Han kaldte mig blandt andet en smatso, inden jeg gik, forklarede kvinden.

Hun har lige siden angret lussingen og kunne kun forklare den med, at den 13-årige dreng i længere tid havde mobbet hendes søn.

Anklageren, politifuldmægtig Anne Mette Mathiasen, kunne godt forstå hendes frustration:
 
- Det er dog vold mod et barn, og det nytter altså ikke, at forældre går og slår på andres børn, sagde hun.
 
Forsvareren, advokat Jens Graven Nielsen, konstaterede, at kvinden fortryder så inderligt, at hun slog:
 - Det var en fejl, og en fejl skal ikke føre til, at hun skal i fængsel, sagde han og appellerede til dommeren om en betinget dom med samfundstjeneste.

Dommer Chris Olesen fulgte anklagerens påstand om ubetinget fængsel.