Mord, blod og sæd – krimimesse giver den gas med gys og gåder

De besøgende kan selv være med til at opklare mord. Lørdag formiddag slog krimimessen på Fængslet i Horsens dørene op.

Der er bjerge af bøger, der er gys og gamle celler – og som noget nyt kan weekendens besøgende også opleve, hvordan politi og retsmedicinere arbejder, når de skal opklare en mordsag på et gerningssted.

- Der er tale om ægte sæd – og vi bruger mit blod på gerningsstedet, røber krimiforfatter Stine Bolther fra København, da TV SYD besøger krimimessen i Horsens inden dørene bliver åbnet.

quote

Det giver mig en god oplevelse, og holder min 74-årige hjerne vågen.

Troels Vedel, Vejle

Hele weekenden er der masser af krimibøger, gode tilbud og foredrag med en række forfattere. Men hvorfor er mordgåderne og politiets arbejde så fascinerede, når vi allerede kender det fra fjernsynet?

- Det man ser i tv er ikke nødvendigvis sandheden. Krimier fascinerer os, fordi det er spændende, det er ikke noget, man kender til – og man bliver mere tryg i livet, når man ved, hvad der sker bag politiafspærringen, forklarer Stine Bolther.

Lørdag formiddag klokken lidt over 10 holdt kulturminister Mette Bock (LA) åbningstalen for den 18. udgave af krimimessen, der igen i år er på Fængslet i Horsens.

- Lad os dele vores glæde med hinanden. Hvor der er vilje er der vej. Tak for ordet – og god messe til jer alle sammen, lød ordene fra ministeren.

Holder hjernen i gang

Messen byder traditionen tro på masser af foredrag med kendte krimiforfattere, konkurrencer, gode tilbud og alt omkring krimi. Det glæder de mange besøgende sig til. Nogle har været der flere gange før.

- Det er altid hyggeligt. Der er nye udgivelser, og forskellige forfattere, jeg gerne vil møde personligt. F.eks. Camilla Läckberg, Sara Blædel og Jussi Adler-Olsen, siger Mette Jensen fra Give til TV SYD.

Troels Vedel fra Vejle er på krimimessen for første gang.

- Det er enormt imponerende med alle de udstillere og kriminalromaner. Jeg møder kendte forfattere, som jeg gerne vil se – og jeg får et godt indtryk af folks interesse for bøger. Jeg synes, det er meget vigtigt, at man læser i stedet for at lytte til bøger, forklarer Troels Vedel og fortsætter:

- Det er vigtigt at bevare bøgerne i samfundet. Personligt giver det mig en god oplevelse, og holder min 74-årige hjerne vågen, forklarer Troels Vedel.

Bestsellere og gerningssted

quote

Der er tale om ægte sæd – og vi bruger mit blod på gerningsstedet.

Stine Bolther, krimiforfatter, København

I år byder krimimessen også velkommen til bestsellerforfattere fra Tyskland, England og Italien – og så kan du både opleve krimier på tv og som lydbøger.

Endelig kan du opleve et ”ægte” gerningssted, hvor der er sket et mord. Hvordan er det foregået? Hvilke spor er der? Hvordan bliver de sikret? Se hvordan politiet og kriminalteknikere arbejder.

Krimimessen forventes at trække op mod 7.000 besøgende til Fængslet i Horsens. Du kan se hele programmet for lørdag og søndag på krimimessens hjemmeside.