Morten var død i 11 minutter. Han blev reddet af en "superhelt"

For Morten Berthelsen fra Billund blev en hjertestarter i 2012 et spørgsmål om liv eller død.

- Ja, hallo, det er sygeplejersken fra vagtcentralen. Hvad er der sket?

En sommermorgen for seks år siden løb Morten Berthelsen en tur i Bornholms skønne natur. Han og familien var taget på ferie, og nu skulle feriedagen starte på den helt rigtige måde. Men løbeturen endte helt forkert.

- Trækker han vejret?

- Nej.

10 kilometer inde i løbeturen vil Mortens ben – eller hjerte – ikke længere. Hjertet stopper, og benene forsvinder under ham. Morten vælter ned på jorden med ansigtet først.

quote

For mig er de her mennesker, der yder førstehjælp, en slags superhelte.

Morten Berthelsen, Billund

Heldigvis var han ikke alene på Pedersker Hovedgade i det øjeblik. Bornholmeren Knud Kofoed stod og passede blomster, da Morten faldt om for øjnene af ham.

Knud ringer 112 og med hjælp fra sygeplejersken i røret påbegynder han hjertemassage. Et tysk ægtepar støder til. Kvinden giver kunstigt åndedræt, og hendes mand henter en hjertestarter 230 meter derfra i Dagli’ Brugsen.

Morten var død i 11 minutter, men hjertestarteren – og de fire mennesker – blev Mortens vej tilbage til livet.

Hjertestarteren er superheltenes våben

De 11 minutter væk fra livet har Morten ingen mén fra i dag, men genoplivningen har lavet spor i sandet. Morten har nemlig i dag et nyt job. Et han ikke havde før den sommermorgen i 2012.

- For mig er de her mennesker, der yder førstehjælp, ligesom Knud gjorde for mig, en slags superhelte, fortæller Morten til TV SYD.

Så spørgsmålet om, hvad han kunne gøre for at skabe nogen flere af dem, forsøgte han at finde svaret på.

Og det svar fandt han. I dag er Morten førstehjælpsinstruktør.

Det arbejde har givet ham ét vigtigt budskab, Morten bringer videre, så andre forhåbentlig får samme hjælp, som han fik den sommermorgen i 2012.

- Når nogen har brug for hjælp, så gør noget. Også selvom vi nødvendigvis ikke gør alt det rigtige eller bliver bange, så gør et eller andet, siger han til TV SYD.