Moselig fjernet fra kiste

Fredag formiddag blev moseliget Gunhild løftet ud af sin kiste i Sct. Nicolai Kirke i Vejle, hvor hun har ligget i 176 år.

Konservatorer skal sætte moseliget i stand og tage mål til et nyt leje. Liget af den unge kvinde på bare to kilo skal udstilles i Vejles nye kulturhistoriske museum, der åbner i Spinderihallerne i begyndelsen af det nye år.

Moseligets historie er stadig en gåde. Siden fundet i 1835 er det blevet beskrevet som liget af dronning Gunhild.

Arkæologer har senest undersøgt en tand fra liget, og de fandt frem til, at Gunhild ikke var dronning. Hun var en jysk pige, men hendes tøj kom fra Norge.

Fundet i mosen

Liget blev fundet i Haraldskær Mose vest for Vejle i 1835, og alle var overbevist om, at det var liget af dronning Gunhild.

Flere beretninger fra middelalderen beskriver, hvordan enken efter den norske vikingekonge Erik Blodøkse, der døde i år 954, blev lokket til Danmark af den danske kong Harald Blåtand med løfte om ægteskab. Ved ankomsten blev hun myrdet, og liget blev smidt i en sø eller mose.

Fundet af liget tæt ved Harald Blåtands kongeborg i Jelling overbeviste historikere om, at det var liget af dronning Gunhild, som to landarbejdere havde fundet i mosen.

Det var teorien om Gunhild kongelige byrd, der var årsdagen til, at hun i 1836 blev bisat i Sct. Nicolai Kirke i Vejle. Kisten blev betal af kong Frederik den 6.