Motorcyklist dræbt i soloulykke

En soloulykke på Sønderjyske Motorvej har fredag eftermiddag kostet en mandlig motorcyklist livet.

Klokken 16:43 fredag eftermiddag fik Syd- og Sønderjyllands Politi alarm om en soloulykke på Sønderjyske Motorvej ved afkørsel 71 ved Aabenraa.

En mandlig motorcyklist fik af uvisse årsager forvildet sig ned på frakørselsrampen til motorvejen i stedet for tilkørselsrampen ved Sønderborgvej. Her kørte han galt. Manden blev erklæret død, da politiet ankom til ulykkesstedet.

- Vi ved endnu ikke helt, hvad der er sket. Men umiddelbart virker det ikke til, at han er kørt ind i noget på vej ned af rampen, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Erik Lindholt til TV SYD.

I forbindelse med ulykken er både til- og frakørslen ved Sønderborgvej spærret.