Motorcyklist er hårdt kvæstet i trafikulykke

44-årig mands tilstand er stabil: Tidligt onsdag morgen påkørte han på motorcykel en bil nær Jels.

En 44-årig motorcyklist er blevet alvorligt kvæstet i en ulykke tidligt onsdag morgen i Sønderjylland.

Ulykken er sket på Haderslevvej mellem Skodborg og Jels, oplyser politiet.

- Det er alvorligt, siger vagtchef Søren Strægaard ved Syd- og Sønderjyllands Politi om mandens skader.

Sidst på formiddagen er meldingen, at mandens tilstand er stabil.

Motorcyklen og en bil af mærket Audi tørnede sammen cirka klokken kvart i seks.

Bilen kørte fra en ejendom og på Haderslevvej og blev herefter ramt i siden af motorcyklen, oplyser politiet.

Den 44-årige blev bragt til behandling på Odense Universitetshospital.

Hvorfor bilisten overså motorcyklisten, skal nu undersøges nærmere, og en bilinspektør skal forsøge at fastslå motorcyklens fart.