Motorløb stopper før tid på grund af ulykke

Sikkerheden har førsteprioritet, understreger Danish Supertourisme's løbsledelse.

Anden runde af motorløbet OK MOBIL 1 Danish Supertourisme, der blev kørt på Ring Djursland søndag eftermiddag, blev afbrudt en halv time før finale-heatet på grund af en alvorlig ulykke på banen.

En af bilerne kørte af banen og blev slynget over et autoværn, hvorefter den landede på taget.

- Køreren er ved bevidsthed, men bilens sikkerhedsbur er klemt så meget omkring ham, at vi ikke har kunnet få ham fri med de værktøjer, der er her. Der er ekstraudstyr deroppe nu. Vi tænker selvfølgelig på køreren og håber på det bedste, siger en løbsleder fra DST i pitten.

- Liv er vigtigere end racerløb, så vi er nødt til at stoppe nu. Sikkerhed og kørernes liv og lemmer har førsteprioritet.

På grund af ulykken stoppede liveudsendelsen tvsyd.dk før planlagt.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.