Motorvej med ulækre bremse-striber

En ukendt billist har henover sommeren spredt fyldte voksen-bleer på motorvejen ved Sønderborg.

- Det er voksenbleer på motorvejen og der er tale om bleer, der er brugt og som vender opad. Det er ikke lige så lækkert, siger Finn Borg fra Arkil Vejservice til DR SYD.

Hen over sommeren er der flere gange om ugen smidt mellem 2 og 12 voksenbleer på rute 8 ikke langt fra Alssundbroen. Det er ikke alene ulækkert for vejfolkene, men også farligt, mener Finn Borg:

- Der kommer biler med 130-140 kilometer i timen, som reagerer når de ser noget på vejen. Det er kun et spørgsmål om tid, før der sker en ulykke, siger han.

Vejfolkene troede først, at det var en lastbil fra et plejehjem, som havde tabt bleerne.

- Men så begyndte vi at se på, hvordan det lå. Det ligger præcis på midterstriberne, vendt opad så man kan se hvad der i, siger Finn Borg til DR Syd.

Ble-dumpningen blev politianmeldt for 14 dage siden, men uden at det har haft nogen effekt.