Motorvej ryddet op efter uheld

Der er nu ryddet op efter to uheld, som skete på motorvejen torsdag morgen.

To uheld på motorvejen – et ved Fredericia i vestgående retning mod Kolding, og et nord for Horsens Syd i sydgående retning – skabte i morgentimerne flere kilometer kø på motorvejen ved både Fredericia og Horsens.

Vejdirektoratet oplyser, at der nu er ryddet op efter de to uheld, og der skulle kun være rester af kø tilbage ved Horsens. Ved Horsens var en motorcykel og fire biler involveret i uheldet, hvor der ikke er meldt om personskade, mens tre biler var impliceret ved Fredericia. Her skulle en person hjælpes ud fra en af de forulykkede biler.