Motorvej spærret på ubestemt tid efter kast af genstand

Den Sønderjyske motorvej E45 er lukket mellem afkørsel 69 og 70. Årsagen er, at en bil er ramt af en genstand kastet fra en bro på Hovslundvej.

En bil er mandag aften blevet ramt af "noget" på E45, også kendt som Sønderjyske Motorvej, der er spærret mellem afkørslerne 69 og 70.

Bilen blev ramt af noget, der blev kastet ud fra en bro ved Hovslundvej nord for Rødekro. 

- Den er ramt af noget, der er hoppet hen ad kølerhjelmen og sprunget op på forruden. Efter bulerne i motorhjelmen at dømme, er det en stor genstand, vi leder efter, fortæller vagtchef Søren Strægaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD. 

Politiet ændrer sent mandag aften taktik. Efter at hundepatruljer ikke har fundet andet end øldåser og slikpapir, opsættes der nu projektører, der skal oplyse hele området omkring broen.

- Betjente vil nu gennemgå området manuelt. Arbejdet besværliggøres af, at græsset er en halv meter højt, siger vagtchefen.

Afspærringen af motorvejen fortsætter på ubestemt tid. Det skaber lange køer af biler i begge kørselsretninger. Trafikken ledes bort fra motorvejen og ad mindre veje i området.
Politiet vil meget gerne høre fra folk, som har bemærket nogen eller noget på eller omkring broen ved Hovslundvej ved 18.15-tiden mandag aften.

KLIK og se mere på Localeyes.dk

Politiet havde tidligere på dagen sat hunde ind i eftersøgningen af genstanden.

Bilister rådes til at benytte rute 435 til rute 24 mellem de to tilkørsler. 

Der er tidligere blevet kastet genstande fra motorvejsbroer i området. I september 2017 måtte politiet ligeledes afspærre motorvejen i begge retninger ved Vojens for at lede efter en genstand.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.